Symbolisme 1885 - 1910

Symbolismen er ikke en fælles stil, men en fælles opfattelse hos en gruppe kunstnere der ønskede at gøre oprør mod den objektive naturskildring som bl.a. impressionisterne dyrkede. Symbolisterne savnede den ”sjælelige dybde”, en bærende ide i maleriet. Symbolistiske malerier vil udtrykke menneskets indre verden, deres drømme, angst, følelser, idéer og tanker. Billederne har ofte elementer af dekadence og mystik.  Et symbolistisk maleri kræver et abstrakt billedsprog.  Kunstnerne brugte dekorative figurer og svungne linier og gik imod det naturalistiske. Symbolismen betragtes tit som en modreaktion på impressionismen. Lidt forsimplet kan man sige at Impressionisterne malede direkte og objektivt, hvad de så, mens symbolisterne malede subjektivt, hvad de tænkte på. Symbolisme blev et bindeled mellem impressionisme og ekspressionisme. 

Syntetismen kommer af fransk synthèse der betyder sammenfatning. Den er særlig knyttet til værker af Paul Gauguin (1848 -1903) og Emile Bernard (1868-1941) fra slutningen af 1880’erne, hvor de søgte at skabe en syntese af indtryk malet udfra hukommelsen. De satte oplevelser fra både den indre og den ydre verden sammen i deres billeder. Som det ses i mange af Gauguins værker, sammenstillede han f.eks. figurer fra Bretagne med landskaber fra Sydfrankrig, hvorved han skabte en form for subjektiv mytologi langt fra impressionismens billeder af ”det moderne liv” i storbyen. Deres farvepalette indeholder intense komplementærfarver som rød-grøn og blålilla-gul, der giver en voldsom optisk effekt. Figurerne er stiliserede og malerierne har ofte slyngede og dekorative linier. Det traditionelle dybdeperspektiv er udeladt til fordel for en opdeling i flader, hvor felterne er inddelt med mørke konturer i en såkaldt cloisonnisme. Cloisonnisme kommer af fransk cloison, der betyder skillevæg.

De symbolistiske kunstnere søgte efter noget oprindeligt og åndeligt i mennesket, hvilket bl.a. resulterede i, at flere af dem søgte væk fra storbyen. De dannede en kunstskole i den lille by Pont-Aven i Bretagne som alternativ til kunstskolerne i Paris. I Pont-Aven samledes kunstnere fra hele verden i slutningen af 1880’erne med Gauguin som midtpunkt for at finde nye motiver og et nyt udtryk til deres maleri. Malerene blev inspireret af kulturen i Bretagne, som de opfattede som mere oprindelig i modsætning til storbyens hektiske liv. Gauguin og flere af de andre kunstnere var optaget af den stærke, religiøse tro i Bretagne, og de malede disse oplevelserne i deres billeder. Gauguin flyttede senere til Tahiti for der at male det helt primitive liv, og arbejdede videre med farvens emotionelle dimension og de åndelige kvaliteter i maleriet.

Henri Rousseau (1844-1910) motiver var uhyggelige junglelandskaber med naive og magiske elementer. De ligner spøgelsesbilleder fordi de er badet i et koldt lys. Rousseaus fantasiunivers brød med alle de akademiske regler og hans landskaber inspirerede surrealisterne. 

James Ensor (1860-1949) malede spøgelsesagtige maskerede mennesker som bevæger sig frem i et drømmelandskab. Karnevalsoptog bliver til en fortvivlet menneskemasse. Masken er et symbol på Ensors egen følelse af fremmedhed som kunstner i samfundet.

Edward Munch (1863-1944) maler en slags bevæget naturalisme, der er et udtryk for hans sjælelige tilstand. Skriget viser hans egen oplevelse af et angstanfald under en spadseretur, hvor ekkoet af skriget ligesom sætter jord og himmel i bevægelse. Skriget blev symbol på den afmagtsfølelse man kunne føle overfor en virkelighed der blev stadig mere kompleks i det moderne liv. 

I Odilon Redons (1840-1916) billede ”De lukkede øjne” er motivet meditativt og indadvendt. Det er vanskeligt at se om det er en mand eller kvinde. Det kunne også være en guddommelig figur der stiger op af havet. Som beskuer lever man sig ind i et flertydigt fantasiunivers.

Stiltræk:

Stilisering af motivet

Maleriet som 2dimentionel flade

Inspireret af primitivisme

Udsprang af det litterære miljø, Baudelaire

Brugte symboler til at vække associationer

Dyrkelse af mysticisme/det okkulte

Farver er ikke naturalistiske, men subjektive

Billederne har ofte et dekorativt element

Naturen understøtter tilstanden hos motivet

Malerens egne traumer og psykiske tilstand udtrykkes i billederne

Kunstnere:

Puvis de Chavannes

Gustave Moreau

Odilon Redon

James Ensor

Henri Rousseau

Paul Gauguin

Edward Munch

J.F. Willumsen

Tekst: Lene Birke

Impressionisme

Impressionisme 1870-1905/Postimpressionisme 1880-1910

Impressionismen malede realistisk, men på en mere naturalistisk måde end den akademiske tradition som blev praktiseret på kunstakademierne. Ved hjælp af  hurtige penselsstrøg, lyse farver og en åben malemåde kunne de vise at naturen er omskiftelig. I et impressionistisk billede er opmærksomheden rettet mod motivets visuelle værdier og betydningen af indholdet i billedet nedtones. Det betyder så også at iagttagerens viden om den verden der skildres bliver ligegyldig. Impressionismen blev starten på det moderne maleri og satte en rivende udvikling i gang hvor mange forskellige bevægelser og stilarter afløste hinanden op gennem 1900 tallet.

I 1874 udstillede en gruppe franske malere da de var blevet afvist på den officielle ”Salon de Paris”, som var kunstakademiets årlige kunstudstilling. En kritiker kaldte nedsættende udstillingen for ”Impressionisternes udstilling” efter Monets maleri ”Impression Soleil”. ”Indtryk” var ikke det man forventede af kunst i slutningen af det 19. Århundrede.  Den akademiske kunst er realistiske malerier malet i atelier, ofte med et højtideligt litterært indhold og symbolik. 

Som noget nyt malede Impressionisterne spontant og hurtigt udendørs i det skiftende lys. Det var ikke motivet, men derimod hele det visuelle indtryk af farver og lys, som optog malerne. Det egentlige motiv – taber nu sin værdi og bliver kun en anledning til at fremstille lyset som får tingene til at træde frem. Motiverne var landskaber, kyster, havne og floder med vandets lysreflekser eller bymiljøer med røgen fra dampskibe, lokomotiver og skorstene.  Hvis der er mennesker med, er det ofte i situationer, hvor de morer sig eller slapper af. Impressionisterne ønskede ikke at beskæftige sig med den socialrealistiske virkelighed med hverdagens elendighed.

I naturen kunne de se atmosfæriske farvebrydninger, som var mere komplicerede end det, det traditionelle maleri kunne gengive. Tingenes fremtoning ændrer sig med lyset og lyset har sin egen farve. Solskin kan udviske farve og form så faste konturer forsvinder. Claude Monet udviklede en ny malemåde, som fastholdt det flygtige optiske indtryk. Han dækkede et hvidt lærred med penselsstrøg af løst blandede farver sat på lærredet i grove klatter. Farverne bliver intense på det hvide lærred og de sløres hverken af blanding på paletten eller på lærredet. Impressionisterne brugte lyse farver og undgik jordfarver og sort.

Penselsstrøgene gør det vanskeligt at se linjer og konturer, og det bevirker at motivet ”sløres”.  For at aflæse billederne skal beskueren ”lære at se” med den optiske farveblanding, hvor farvefelterne samles i øjet til farveflader når man kommer lidt på afstand af billedet.

Impressionisterne var inspireret af fotografiet på flere måder. For det første ville de male ligeså objektivt som en kameralinse. For det andet brugte de også skæve vinkler og beskæringer som giver indtryk af noget flygtigt. Især Edgar Degas brugte beskæringer til at betone motivernes fladevirkninger. Degas var også inspireret af japanske farvetræsnit af f.eks Hokusai. Den fjernøstlige inspiration fik stor betydning for den efterfølgende postimpressionisme.

Claude Monet


Monet var den vigtigste repræsentant for impressionismen. I hans billeder oplyser solen alle dele og binder billedet sammen, selv om det er svært at skille de enkelte dele stofligt fra hinanden. Han blev begejstret for storbylivet med den nye teknik der prægede det moderne liv. På Gare Lazare banegården i Paris malede han direkte på perronen en serie billeder hvor han skildrede det øjeblik hvor damplokomotivet kører ind. Foran Rouen Kathedralen malede han på 20 forskellige billeder hvor han skiftede lærred efter ca. 10 minutter fordi lyset skiftede. Han endte med at male landskabsbilleder uden mennesker, især er han kendt for åkandebillederne malet i    hans have i Giverny.









Postimpressionisme


George Seurat
Seurat udviklede en videnskabelig version af impressionismen. Seurat opløste hvert enkelt farvefænomen i klatter af primære og sekundære farver som smeltede sammen ved optisk blanding. I en langsommelig proces malede han små ensartede prikker omhyggeligt ved siden af hinanden. I modsætning til impressionisterne arbejdede han med komposition og tydelige motiver. Han havde også mennesker med. Hans billeder virker monumentale trods billedets opbrydning i små klatter.

Van Gogh

Van Gogh var forud for sin tid, fordi han forstod den store rolle farverne ville komme til at spille i fremtidens kunst. Alt hvad han malede tog udgangspunkt i hans egen sensible oplevelse. Lyset og farverne var som en åbenbaring for ham, og han skabte en fantastisk klangfylde ved at sætte bestemte farver op mod hinanden. Han holdt fast i et simpelt motivvalg og bevægede sig ikke mod mere abstrakte motiver som mange andre kunstnere.

Paul Cézanne

Cézanne brugte impressionisternes teknik med malerstrøgene side om side. Hvor impressionisterne malede det flimrende lys, var Cézannes billeder ligesom stivnede uden illusion af lys og luft . Han forsøgte at skildre naturen med større tyngde og ro ved hjælp af paralelle penselstrøg der opbyggede formerne i stedet for at at splintre dem ad. Han eksperimenterede utrætteligt mod en rumlig geometrisk orden uden han blev tilfreds. Hans forenkling hen mod grundformerne, kugle, terninger og cylindre fik stor betydning for Henri Matisse og for kubismen.









Stiltræk:
Skildring af det flygtige indtryk af lys og farve
Hastige penselsstrøg
Ingen handling i billederne der forstyrrer indtrykket af lys og farve
Udflydende former, hvor figurer mister deres form og omrids i lyset
Optisk farveblanding
Farverne sættes op ublandet på lærredet
Lys farvepalette uden brug af sort og jordfarver
De komplementære farvepar, bl.a. brugt i skygger
Intet hierarki i billederne, alt er lige vigtigt
Der er ingen symbolik eller følelser i billederne
Malede udendørs i naturen og i byerne
Inspireret af fotografiets beskæringer og vinkler.
Pointilisme med påsatte farveklatter (som raster i et foto)

Kunstnere:
Claude Monet
Edgar Degas
Edouard Manet
Gustave Caillebotte,
Frédéric Bazille
Pierre-Auguste Renoir
Berthe Morisot<
Camille Pissarro
Alfred Sisley
I Danmark lod malere som Anna Ancher og Theodor Philipsen sig inspirere af bevægelsen.

Kilder:
Billedkunsten, epoker og ismer gennem tiderne. Sandro Sproccati. Politikkens forlag 1997
Norbert Lynton, Kunsten i det 19.- og 20. Århundrede
Krauße, Anna-Carola, Maleriets historie fra Renæssance til i dag, Kônemann, 2005


Tekst: Lene Birke