Impressionisme

Impressionisme 1870-1905/Postimpressionisme 1880-1910

Impressionismen malede realistisk, men på en mere naturalistisk måde end den akademiske tradition som blev praktiseret på kunstakademierne. Ved hjælp af  hurtige penselsstrøg, lyse farver og en åben malemåde kunne de vise at naturen er omskiftelig. I et impressionistisk billede er opmærksomheden rettet mod motivets visuelle værdier og betydningen af indholdet i billedet nedtones. Det betyder så også at iagttagerens viden om den verden der skildres bliver ligegyldig. Impressionismen blev starten på det moderne maleri og satte en rivende udvikling i gang hvor mange forskellige bevægelser og stilarter afløste hinanden op gennem 1900 tallet.

I 1874 udstillede en gruppe franske malere da de var blevet afvist på den officielle ”Salon de Paris”, som var kunstakademiets årlige kunstudstilling. En kritiker kaldte nedsættende udstillingen for ”Impressionisternes udstilling” efter Monets maleri ”Impression Soleil”. ”Indtryk” var ikke det man forventede af kunst i slutningen af det 19. Århundrede.  Den akademiske kunst er realistiske malerier malet i atelier, ofte med et højtideligt litterært indhold og symbolik. 

Som noget nyt malede Impressionisterne spontant og hurtigt udendørs i det skiftende lys. Det var ikke motivet, men derimod hele det visuelle indtryk af farver og lys, som optog malerne. Det egentlige motiv – taber nu sin værdi og bliver kun en anledning til at fremstille lyset som får tingene til at træde frem. Motiverne var landskaber, kyster, havne og floder med vandets lysreflekser eller bymiljøer med røgen fra dampskibe, lokomotiver og skorstene.  Hvis der er mennesker med, er det ofte i situationer, hvor de morer sig eller slapper af. Impressionisterne ønskede ikke at beskæftige sig med den socialrealistiske virkelighed med hverdagens elendighed.

I naturen kunne de se atmosfæriske farvebrydninger, som var mere komplicerede end det, det traditionelle maleri kunne gengive. Tingenes fremtoning ændrer sig med lyset og lyset har sin egen farve. Solskin kan udviske farve og form så faste konturer forsvinder. Claude Monet udviklede en ny malemåde, som fastholdt det flygtige optiske indtryk. Han dækkede et hvidt lærred med penselsstrøg af løst blandede farver sat på lærredet i grove klatter. Farverne bliver intense på det hvide lærred og de sløres hverken af blanding på paletten eller på lærredet. Impressionisterne brugte lyse farver og undgik jordfarver og sort.

Penselsstrøgene gør det vanskeligt at se linjer og konturer, og det bevirker at motivet ”sløres”.  For at aflæse billederne skal beskueren ”lære at se” med den optiske farveblanding, hvor farvefelterne samles i øjet til farveflader når man kommer lidt på afstand af billedet.

Impressionisterne var inspireret af fotografiet på flere måder. For det første ville de male ligeså objektivt som en kameralinse. For det andet brugte de også skæve vinkler og beskæringer som giver indtryk af noget flygtigt. Især Edgar Degas brugte beskæringer til at betone motivernes fladevirkninger. Degas var også inspireret af japanske farvetræsnit af f.eks Hokusai. Den fjernøstlige inspiration fik stor betydning for den efterfølgende postimpressionisme.

Claude Monet


Monet var den vigtigste repræsentant for impressionismen. I hans billeder oplyser solen alle dele og binder billedet sammen, selv om det er svært at skille de enkelte dele stofligt fra hinanden. Han blev begejstret for storbylivet med den nye teknik der prægede det moderne liv. På Gare Lazare banegården i Paris malede han direkte på perronen en serie billeder hvor han skildrede det øjeblik hvor damplokomotivet kører ind. Foran Rouen Kathedralen malede han på 20 forskellige billeder hvor han skiftede lærred efter ca. 10 minutter fordi lyset skiftede. Han endte med at male landskabsbilleder uden mennesker, især er han kendt for åkandebillederne malet i    hans have i Giverny.









Postimpressionisme


George Seurat
Seurat udviklede en videnskabelig version af impressionismen. Seurat opløste hvert enkelt farvefænomen i klatter af primære og sekundære farver som smeltede sammen ved optisk blanding. I en langsommelig proces malede han små ensartede prikker omhyggeligt ved siden af hinanden. I modsætning til impressionisterne arbejdede han med komposition og tydelige motiver. Han havde også mennesker med. Hans billeder virker monumentale trods billedets opbrydning i små klatter.

Van Gogh

Van Gogh var forud for sin tid, fordi han forstod den store rolle farverne ville komme til at spille i fremtidens kunst. Alt hvad han malede tog udgangspunkt i hans egen sensible oplevelse. Lyset og farverne var som en åbenbaring for ham, og han skabte en fantastisk klangfylde ved at sætte bestemte farver op mod hinanden. Han holdt fast i et simpelt motivvalg og bevægede sig ikke mod mere abstrakte motiver som mange andre kunstnere.

Paul Cézanne

Cézanne brugte impressionisternes teknik med malerstrøgene side om side. Hvor impressionisterne malede det flimrende lys, var Cézannes billeder ligesom stivnede uden illusion af lys og luft . Han forsøgte at skildre naturen med større tyngde og ro ved hjælp af paralelle penselstrøg der opbyggede formerne i stedet for at at splintre dem ad. Han eksperimenterede utrætteligt mod en rumlig geometrisk orden uden han blev tilfreds. Hans forenkling hen mod grundformerne, kugle, terninger og cylindre fik stor betydning for Henri Matisse og for kubismen.









Stiltræk:
Skildring af det flygtige indtryk af lys og farve
Hastige penselsstrøg
Ingen handling i billederne der forstyrrer indtrykket af lys og farve
Udflydende former, hvor figurer mister deres form og omrids i lyset
Optisk farveblanding
Farverne sættes op ublandet på lærredet
Lys farvepalette uden brug af sort og jordfarver
De komplementære farvepar, bl.a. brugt i skygger
Intet hierarki i billederne, alt er lige vigtigt
Der er ingen symbolik eller følelser i billederne
Malede udendørs i naturen og i byerne
Inspireret af fotografiets beskæringer og vinkler.
Pointilisme med påsatte farveklatter (som raster i et foto)

Kunstnere:
Claude Monet
Edgar Degas
Edouard Manet
Gustave Caillebotte,
Frédéric Bazille
Pierre-Auguste Renoir
Berthe Morisot<
Camille Pissarro
Alfred Sisley
I Danmark lod malere som Anna Ancher og Theodor Philipsen sig inspirere af bevægelsen.

Kilder:
Billedkunsten, epoker og ismer gennem tiderne. Sandro Sproccati. Politikkens forlag 1997
Norbert Lynton, Kunsten i det 19.- og 20. Århundrede
Krauße, Anna-Carola, Maleriets historie fra Renæssance til i dag, Kônemann, 2005


Tekst: Lene Birke